Aida arbejder for et stærkt EU-formandskab og et endnu stærkere arbejdsmiljø

Aida er en del af det team, der er ansvarligt for Klimaministeriets opgaver i forbindelse med Danmarks EU-formandskab. Hun fortæller, at hun søgte job i Klimaministeriet for lidt over to år siden, fordi hun ønskede at arbejde med noget politisk aktuelt og samfundsmæssigt betydningsfuldt. Samtidig trak det i hende, at ministeriet kunne tilbyde gode arbejdsvilkår. Her oplever hun, at ministeriet har leveret.

“Jeg har sjældent haft så godt et arbejdsmiljø og god balance, som jeg har her. Der er styr på tingene og gode ferie- og afspadseringsmuligheder, hvilket betyder meget for mig i mit arbejdsliv. Jeg har både oplevet perioder med større båndbredde, hvor jeg er gået til mine ledere med mulighed for at tage flere opgaver, men også omvendt oplevet perioder, hvor jeg har bedt om at få droslet ned. Det synes jeg, der har været god forståelse for, og den fleksibilitet sætter jeg stor pris på.”

Aida er specialkonsulent og i dag både én af ministeriets arbejdsmiljørepræsentanter og førstehjælpere. Begge dele har givet hende et godt indblik i huset.

“Jeg interesserer mig enormt meget for fællesskaber. Det at være engageret i at skabe noget meningsfuldt for ens kollegaer er vildt fedt. Indrømmet; jeg har også været socialt engageret på tidligere arbejdspladser, men det er jo en helt anden skala herinde, fordi vi er så mange mennesker. Jeg vil jo bare gerne have, at mine kollegaer synes, det er sjovt at gå på arbejde.”

Bred arbejdserfaring

Aidas vej ind i embedsværket har set en smule anderledes ud end flere af hendes kollegaers. Mens mange er uddannet fra statskundskab, økonomi eller jura, er Aida uddannet fra historie med særlig interesse for kold krig. Derudover har hun tidligere arbejdet i en NGO, som politisk rådgiver på Christiansborg og på et konsulentbureau. Den bredere baggrund har Aida oplevet som en styrke i samarbejdet med kollegaerne.

“Det bringer et andet perspektiv, når man kommer udefra, og derfor kan stille nogle anderledes spørgsmål til processer og metoder. Man har prøvet tingene på andre måder og nogle gange bliver man klogere – andre gange kan man være heldig at optimere en proces herinde,” siger hun og tilføjer med et smil: “Det giver da selvtillid, når cheferne synes, man kan noget anderledes og fedt, og at de har lyst til at bruge det aktivt.”

For Aida har det altid handlet om at forstå det politiske spil fra alle vinkler. Med hendes tidligere joberfaring manglede hun perspektivet fra centraladministrationen.

“Jeg startede i centraladministrationen for at lære – hvad jeg vil kalde - det sidste ben i det politiske arbejde; Jeg havde arbejdet i et politisk parti og lavet beslutningsforslag, kække slogans og alt, hvad der hørte til; Jeg havde arbejdet med privat erhvervsliv og interessevaretagelse, og siddet på den anden side af bordet og prøvet at påvirke politiske aktører; Jeg manglede det sidste ben: Indsigten i, hvordan maskinrummet fungerer indefra, og hvordan politikken egentligt bliver til. Måske i virkeligheden det vigtigste ben af de tre.”

Dialog, inddragelse og fælles retning

I forbindelse med det danske EU-formandskab planlægger Aida, hvordan danske virksomheder og organisationer skal bringes i spil, så vi får det bedst mulige formandskab.

“Det handler om at lægge et puslespil, hvor vi får inddraget så mange relevante aktører som muligt. Det er en kunstart at dele sol og vind lige og sørge for, at alle føler sig hørt. Det er ikke bare vigtigt for ministeren, men også for det samlede danske formandskab, at det ikke blot bliver en ensidig fortælling, men at vi faktisk får alle med til at vise, hvad vi kan.”

Aida fortæller uddybende, at det handler om at vise europæerne, hvad vi kan i Danmark. Og for at lykkes med det, må alle relevante aktører inddrages.

“Danmark har en lang historik og tradition for gode klima- og energiløsninger. Og det er derfor vores ansvar at vise dem frem for resten af Europa, og lade dem inspirere fra os. I sidste ende skal vi alle hjælpes ad med at løse klimakrisen, og det gør vi først og fremmest ved at dele ud af viden og erfaring. Indtil videre har der ikke været andet end rosende ord til Danmark, og det gør mig naturligvis stolt. Det har været en fælles indsats, og kunne aldrig lykkes uden alle de dygtige mennesker, der sidder i KEFM”.