Grønne erhvervsmuligheder, styrket forsyningssikkerhed og et fleksibelt energisystem
Grøn brint er en nøgle, der kan låse op til store klimagevinster, grønne danske arbejdspladser og nye eksportmuligheder. Med Nordsøen i ryggen har Danmark et unikt potentiale for at producere massive mængder grøn strøm, som også kan bruges til at producere grøn brint. PtX-brændstoffer kan både hjælpe den tunge industris grønne omstilling og blive til grønne brændstoffer til bl.a. luft- og skibsfarten. Resten af Europa har også fået øjnene op for grøn brint og PtX. I EU har man bl.a. vedtaget, at medlemslandene over tid skal udfase fossile brændstoffer og erstatte dem med grøn brint og andre PtX-produkter
En dansk PtX-sektor kan desuden understøtte fremtidens grønne elsystem, hvor store andele af vedvarende energi vil betyde fluktuerende elproduktion. Her vil danske PtX-anlæg fx kunne hjælpe med at omdanne grøn strøm, når vi producerer mere, end vi skal bruge. Det bidrager både til et fleksibelt energisystem, hvor vi kan bruge energien, der hvor den giver mest nytte, og samtidig styrker det vores forsyningssikkerhed.
Milepæle for udviklingen af PtX i Danmark
Danmark har siden 2019 afsat milliarder til at udvikle og fremme den nye sektor. Der er bred politisk opbakning til en ambitiøs tilgang på området, og de seneste år er der vedtaget en række aftaler, der skal hjælpe teknologien på vej. I marts 2022 vedtog et bredt flertal i Folketinget den første Aftale om udvikling og fremme af brint og grønne brændstoffer (PtX-aftalen). Aftalen indeholder blandt andet en ambition om 4-6 GW elektrolysekapacitet i 2030 og skal sikre gode rammevilkår for en stærk PtX-sektor i Danmark.
Brintinfrastruktur er desuden en afgørende brik i realiseringen af de store PtX-ambitioner, så den grønne brint effektivt kan transporteres og eksporteres til vores europæiske nabolande. For at understøtte udviklingen er der siden 2023 indgået to centrale politiske aftaler om rammerne for etablering af brintinfrastruktur.
Læs mere hos Energinet:
Energinet - Brint
I 2023 blev Danmarks første PtX-udbud på 1,4 mia. kr. (2024-priser) afholdt. Læs mere om vinderprojekterne her:
Energistyrelsen - PtX-udbud