Klimaforhandlinger i FN
FN’s klimakonvention, United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), danner rammen for de globale klimaforhandlinger. Klimakonventionen indeholder ikke bindende krav om at sænke udledningen af drivhusgasser. Det gør til gengæld Kyotoprotokollen , som blev indgået i 1997 af 192 lande, og som var den første internationalt bindende aftale om at reducere udledningen af drivhusgasser.
Landene under FN’s klimakonvention mødes hvert år til ”Conference of the Parties”, der også er kendt som COP’en. Det er det øverste organ i de globale klimaforhandlinger. Her bliver alle større beslutninger truffet, ofte med mediebevågenhed fra hele verden. Ved COP21 i Paris i december 2015 blev parterne enige om en ny juridisk bindende klimaaftale - Parisaftalen. Aftalen indeholder bl.a. tre overordnede langsigtede mål om:
- At holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 grader, og stræbe efter at begrænse stigningen til 1,5 grader sammenlignet med niveauet før den industrielle tidsalder. Dette inkluderer, at de globale udledninger af drivhusgasser skal toppe så hurtigt som muligt, og derefter reduceres hurtigt med henblik på at opnå en balance mellem udledninger og optag i anden halvdel af dette århundrede.
- At øge klimatilpasningen og fremme modstandsdygtigheden mod klimaforandringerne og transition til lavemissionssamfund på en måde, der ikke er til fare for den globale fødevaresikkerhed.
- At bringe finansieringsstrømme i overensstemmelse med lavemissionssamfund og en klimaresistent udvikling.
Færdigforhandling af Parisaftalens regelsæt
Parisaftalen blev vedtaget d. 12. december 2015 og trådte i kraft d. 4. november 2016. Der var dog stadig en række udeståender i forhold til aftalens regelsæt, der skulle forhandles på plads efterfølgende. På COP22 i 2016 besluttede man, at disse skulle færdigforhandles senest på COP24 i december 2018. I december 2018 nåede parterne så til enighed om størstedelen af regelsættet, der gør Parisaftalen operationel og funktionsdygtig. Der udestår stadig enkelte dele af regelsættet, herunder reglerne for markedsmekanismer for handel med CO2-kvoter, der forventes færdigforhandlet på COP25 samt andre mere tekniske komponenter.
For EU og Danmark var et af de væsentlige hensyn i formuleringen af regelsættet, at man ville opnå gennemsigtighed i opgørelsen af landes klimabidrag og klimafinansiering. Denne gennemsigtighed synes i det store hele at være opnået med det vedtagne regelsæt.
Færdigforhandlingen af Parisaftalens regelsæt var et vigtigt skridt på vejen mod en intensiveret global grøn omstilling med en lavere udledning af drivhusgasser.